Forskellig tro men lignende praksis
2 moderate muslimer, 1 monoteistisk hindu og 2 kristne – 1 højkirkelig og 1 “lavkirkelig” – diskuterede spiritualitet forrige søndag
Søndag d. 10. august inviterede Folkekirkens Tværkulturelle Samarbejde til debatmøde i menighedssalen ved Odense Domkirke.
Formålet var bl.a. at give danskere mulighed for at stifte bekendtskab med forskellig spiritualitet fra forskellige trosretninger. Og skabe mulighed for debat og forståelse mellem kristne i vest og muslimer og hinduer i øst. Ordstyrer var indvandrerpræst ved Odense Domkirke, Leif Munksgaard.
Men ikke særlig mange tog imod tilbudet denne varme søndag eftermiddag, kun en snes stykker. Og det selv om der var nok så prominente deltagere i anledning af kulturfremstødet Images of Asia”, som løb af stabelen over hele landet den pågældende uge.
Fra verdens største muslimske land skulle en Hasayim Musadi have deltaget. Han leder Indonesiens største muslimske organisation, opstillet som præsidentkandidat med opbakning fra 50 mio. indonesere. Men han måtte haste hjem pga. af uroligheder i landet. I stedet deltog hans medarbejder Masdar Farid Masuri og redegjorde for en ikke-arabisk og moderat udgave af islam:
– Vi ønsker at lære demokrati af Vesten. Muslimer i Indonesien ønsker ikke en islamisk stat, som tilfældet er mange steder i den arabiske verden. Og i forholdet til kristne erkender vi, at vi har de samme rødder. Der er ikke konflikt mellem muslimer og kristne på det spirituelle plan i Indonesien. Tværtimod. Der er samarbejde mange steder. Når der er konflikt, har det som regel politiske årsager.
Han blev suppleret af Siti Ruhaini, kvindelig professor ved University of Islamic Law, der også leder et institut for kvindestudier i Indonesien:
– Desværre bruger mange, især mænd, religionen til at tilrane sig politisk magt. Kvinder har en mere spirituel tilgang. Derfor kan de helbrede sår, forårsaget af konflikter.
– Konflikterne opstår også, fordi muslimer i Indonesien ser kristne som repræsentanter for den hollandske kolonimagt. Men når den åndelige baggrund forklares, skabes forståelse. Og forskellen mellem de to religioner bliver ikke længere set som en trussel. På øgruppen Molukkerne har muslimske kvinder oprettet flere krisecentre for konfliktens ofre på begge sider.
Sister Jayanti fra Brahma Kumari World Spiritual Centre i London tog tråden op:
– Kvinder er mere følsomme, har mere tid og har en naturlig omsorg. Derfor er de velegnede til at være åndelige lærere, mente hun.
Brahma Kumari er en hinduistisk “organisation” med aflæggere i 86 lande verden over. Ud af hinduismens 300.000 guder fokuserer de på skaberguden Brahma. Metoden er den velkendte yoga-meditation, hvorigennem man ifølge Sister Jayanti håber at kunne skabe en bedre verden.
I panelet deltog fra den kristne side Ole Skjerbæk Madsen, “højkirkelig” folkekirkepræst, ansat i Areopagos, og undertegnede i egenskab af “lavkirkelig” frikirkepræst:
– Min største åndelige oplevelse var at modtage Guds tilgivelse, efter at jeg havde indset min synd. Lige så beskidt som jeg havde følt mig før, lige så ren og fredfyldt følte jeg mig nu.
– Jeg har haft en lignende oplevelse, replicerede Sister Jayanti: – Vil du sige, at den er lige så ægte som din?
– Det er ikke min opgave at dømme. Det er Gud meget bedre til. Men jeg ved, at Jesus sagde: Jeg er vejen – ikke en af mange veje, svarede jeg.
Ole Skjerbæk Madsen talte om bønnens væsen, at det er fællesskab mellem Guds ånd og menneskets ånd, mellem Skaber og skabning. Han gik så langt som til at sige, at han i bøn en morgen følte sig ét med træet i haven som skabning over for sin Skaber. Og at man først finder sin sande identitet i samværet med Gud, “Jeg er”.
Er bøn og meditation det samme? Praksis ligner, men essensen er forskellig. Som kristne har vi adgang til Faderen gennem Jesus, svarede Skjerbæk.
Derefter blev bøn og meditation et tema den næste halve time, muslimerne med vægt på bøn som ydmyghed under Gud, hinduen med bøn som meditation “fra min sjæl til Den højeste Sjæl”, som hun udtrykte det.
Desværre var mødet alt for hurtigt overstået, og man gik derfra med mange løse ender. Og en bekymring om, at kristendommen måske blev opfattet som blot en religion blandt mange andre
